Revision af forfatningsrecessen

Generalsekretariatet meddeler, at FLDG’s vedtægtsmæssige grundlag, forfatningsrecessen, er blevet revideret. Forandringerne omfatter bl.a. følgende:

  • Generaladvokaturen bemandes fremover af flere generaladvokater. Foruden generaladvokat ATH varetages embedet fremover også af generaladvokat AKH.
  • Der oprettes et embede som drost. Drosten varetager opsynet med organisationens institutioners korrekte og fyldestgørende efterlevelse af principperne om effektivt-bureaukratisk gehejmeforvaltning. Som drost udnævnes MER.
  • I tilknytning til drostembedet oprettes tillige et embede som gældker. Gælkeriet ledes af MER.
  • Der oprettes et Generalfogderi, ledet af generalfoged KHB. Generalfogeden varetager visse opgaver under Generaleksekutivdirektoratet.
  • Der oprettes et embede som generalhofmester. Til denne post udnævnes AKH. Generalhofmesteren varetager visse forberedende, indre forvaltningsopgaver.
  • Til fremme af visse tilbagetrængningsopgaver oprettes Centralkoordinationshovedstyrelsen, der under Generalinspektoratets myndighed fremover leder Generalkommissariatet for forberedelse af planlægningen af anlæggelse og drift af visse i naturen beliggende institutioner samt Justervæsenet og den forvaltningsmæssige betjening af Det Særlige Nævn. Som centralkoordinationshovedstyrelsesdirektør udnævnes MER.

Ændringerne, der gennemføres iht. recessens § 48, stk. 2, omfatter § 15 b; § 16 c, stk. 4; § 17 a, stk. 2; §§ 24 f, 28 b, 28, 36 a–d og 38 b; § 40, stk 3; § 45, stk. 2; § 46; § 50 a, stk. 3; § 55, stk. 2; og § 71, stk. 19 og 20, og træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Siderne Ledelse og Struktur er opdateret med de relevante ændringer.

Revision af forfatningsrecessen

Generalsekretariatet meddeler, at FLDG’s vedtægtsmæssige grundlag, forfatningsrecessen, er blevet revideret.

Foruden almindelige præciseringer m.m. indebærer revisionen forskellige organisatorisk-institutionelle nyskabelser, herunder oprettelsen af et Generalmatrikeldirektorat (med ansvar for organisationens medlemsregister, generalmatriklen) og et Gehejmebibliotek (i tilknytning til Gehejmearkivet og Gehejmeregistraturen). Posterne som generalmatrikeldirektør og gehejmebibliotekar er foreløbig tildelt generalsekretær m.m. TH.

Ændringerne, der gennemføres iht. recessens § 48, stk. 2, omfatter § 12, stk. 3; § 15, stk. 2; § 15 b; § 17 a, stk. 1 og 2; § 24, stk. 1 og 2; §§ 24 b–24 e; § 28 a, stk. 4; § 35, stk. 1; § 45, stk. 2; § 46; § 50 a; § 56, stk. 2; § 61; og § 71, stk. 18 og 19, og træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Siderne Ledelse og Struktur er opdateret med de relevante ændringer.

Strategiske investeringstiltag

Generalskat- og rentekammeret meddeler: Med henblik på adækvat finansiel udnyttelse af FLDG’s likvider samt på langsigtet forøgelse af organisationens formue har Fiskusforvaltningen som følge af konsultationer i Gehejmekabinettet og efter en donationsbetinget forøgelse af den fiskale kapacitet foretaget visse investeringsmæssige tiltag i overensstemmelse med centrale dele af organisationens formålsbestemmelser og strategiske målsætninger.

Henset til organisationens retlige og økonomiske stilling har eksekveringen af de nævnte initiativer med Generalsekretariatets assistance fundet sted under inddragelse af bistand fra privat side, jf. forfatningsrecessens § 18, stk. 5.

Nærmere oplysninger kan af sikkerhedsmæssige grunde ikke gives.

Varsling om ændringer i bankforhold

Generalskat- og rentekammeret meddeler: Jyske Bank, der på grund af en række fusioner og opkøb er endt med at være FLDG’s primære bankforbindelse, har pludselig meddelt at ville begynde at opkræve meget store gebyrer fra de foreninger, der er kunder hos banken.

Generalskat- og rentekammeret, der allerede tidligere har foranlediget Fiskusforvaltningen til at omplacere størsteparten af FLDG’s likvider, har desårsag taget fornyede initiativer med henblik på fortsat og forstærket beskyttelse af organisationens likvide beholdninger mod dette uretmæssige anslag.

FLDG’s talrige medlemmer opfordres ligeledes til at indskrænke eller om muligt afbryde deres eventuelle forbindelse med Jyske Bank.

Revision af forfatningsrecessen

Generalsekretariatet meddeler, at FLDG’s vedtægtsmæssige grundlag, forfatningsrecessen, er blevet revideret. Forandringerne omfatter bl.a. følgende:

  • Det præciseres, at FLDG – uanset om organisationen driver erhvervsmæssig virksomhed eller ej – ikke antager karakter af Donaudampfschifffahrtselektrizitätenhauptbetriebswerkbauunterbeamtengesellschaft.
  • Der foretages en langsigtet forenkling af bestemmelserne vedrørende Den Europæiske Unions domsforordning (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område).
  • Der oprettes en ny institution med navnet Justervæsenet, ledet af en justerdirektør. Posten som justerdirektør tildeles organisationens generalinspektør, gehejmeoperationsdirektør og generalkommissær m.m., gehejmeråd MER.

Ændringerne, der gennemføres iht. recessens § 48, stk. 2, omfatter § 1, stk. 4; § 28 a, stk. 6; § 36 b; § 36 c; § 45, stk. 2; § 46; og § 71, stk. 17 og 18, og træder i kraft med øjeblikkelig virkning. Siderne Ledelse og Struktur er opdateret efter Justervæsenets oprettelse.

Forøgelse af den fiskale kapacitet

I forbindelse med visse rejse-, opholds-, orienterings- og aktivitetstiltag af ideologisk såvel som kulturel karakter har FLDG’s generalprokurør m.m. foretaget en donation af likvider i ungarske forint, hvorved organisationens formue er blevet forøget, idet der samtidig er sket en yderligere diversificering og risikospredning af den fiskale beholdning, herunder i henseende til valutakursudsving m.m.

Fiskusforvaltningen oplyser, at donationen, der har fundet sted efter tilskyndelse fra og i samråd med to af organisationens øvrige gehejmeråder (herunder formanden), har medført en stigning i den samlede beholdning af likvider og øvrige tilgodehavender på 1,6 %.

Omplacering af dele af organisationens likvider

Generalskat- og rentekammeret meddeler, at forandringer i pengemarkeds- og kapitalforrentningsforholdene har nødvendiggjort omfattende omstruktureringer af FLDG’s likvide beholdninger med henblik på at undgå uønskede følgevirkninger af det negative rentemiljø.

Generalskat- og rentekammeret har desårsag foranlediget, at Fiskusforvaltningen udtrækker ikke mindre end 99,67 % af det indestående beløb på organisationens bankkonto. Pengene vil i stedet blive anbragt under fiskalt såvel som sikkerhedsmæssigt betryggende forhold andetsteds, jf. forfatningsrecessens § 21, stk. 4.

Revision af forfatningsrecessen

Generalsekretariatet meddeler, at FLDG’s vedtægtsmæssige grundlag, forfatningsrecessen, er blevet revideret. Forandringerne omfatter bl.a. følgende:

  • Recessens kapitel I omdøbes til “Fundamentalkonstitutionelle bestemmelser”.
  • Organisationens retsvæsen inddeles i tre instanser, således at Generalkammerretten (der forbliver øverste og sidste instans) suppleres med Rådstueretten (første instans) og Overappellationsdomstolen (anden instans). De to domstole ledes af en rådstueretspræsident og en rådstueretsjustitiarius, hhv. en overappellationsdomstolspræsident og en overappellationsdomstolsjustitiarius. Når Rådstueretten fungerer som felttribunal, antager den navnet Krigsretten og tiltrædes af en felttribun (udnævnt af Generalkrigskollegiet), ligesom dens ledelse antager titlerne krigsretspræsident og krigsretsjustitiarius.
  • Der oprettes en ny institution med navnet Generaladvokaturen, der ledes af en generaladvokat, som varetager visse forberedende opgaver for de tre domstole.
  • Den tidligere generaladvokaturs opgaver varetages fremover af den nyoprettede institution Gehejmeadvokaturen, der ledes af gehejmeadvokaten.
  • Generaleksekutivdirektoratet er fremover (igen) ikke længere underlagt Generalinspektoratet.
  • Under Generaleksekutivdirektoratet oprettes et Kabinetssekretariat til varetagelse af visse opgaver. Kabinetssekretariatet ledes af den allerede tidligere udnævnte kabinetssekretær.

Ændringerne, der gennemføres iht. recessens § 48, stk. 2, omfatter kapitel I; § 6, stk. 2; § 11 a, stk. 2; § 14; § 15, stk. 1–4; § 15 a, stk. 1 og 2; § 15 b; § 16, stk. 1–4; §§ 16 a–c; § 17, stk. 1 og 2; § 17 a; § 26, stk. 1; § 26 a, stk. 1; § 27, stk. 1 og 3; § 28, stk. 1 og 2; § 28 a, stk. 1–4 og 6; §§ 36 a og § 37; § 38, stk. 1, 3 og 4; § 38 a; § 38 b, stk. 2 og 3; § 45, stk. 2; §§ 46 og 49; § 50, stk. 7; § 59; § 71, stk. 16 og 17, og træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

De af strukturforandringerne nødvendiggjorte nyudnævnelser vil blive kundgjort snarest, i hvilken forbindelse siderne Ledelse og Struktur vil komme til at afspejle forandringerne. Organisationsdiagrammet på siden Struktur er allerede opdateret.

Ændrede bankforhold

Til orientering for de mange, der står i fiskal forbindelse med FLDG, oplyser Generalskat- og rentekammeret, at der endnu en gang er ændringer i FLDG’s bankforhold.

FLDG’s konto blev oprindeligt oprettet i Eik Bank (tidl. Din Bank og Skandiabanken), der senere blev overtaget af Finansiel Stabilitet, solgt til Sparekassen Lolland, ændret til Finansbanken og siden Finansnetbanken, hvorefter den blev solgt til Jyske Bank; som konsekvens af sidstnævnte salg er banken nu integreret i Jyske Bank, således at FLDG’s bankforbindelse nu er Jyske Bank. Der sker indtil videre ingen ændringer i organisationens kontonumre mv.