Nye kaukasiske poster og enheder

Til varetagelse af organisationens interesser i Kaukasus og tilstødende regioner er det besluttet at oprette forskellige poster og enheder desvedrørende:

  • TH udnævnes til indsatsleder i Armenien (en operativ enhed af type I) og forbindelsesled til den armensk-apostolske kirke (en operativ enhed af type II, der er under opsyn af Generalsuperintendanturen, jf. forfatningsrecessens § 29).
  • Der oprettes en Stående Komité for Kaukasus, Transkaukasien og Storarmenien bestående af AKH, ATH og TH (en operativ enhed af type I).
  • Der oprettes en Kommission for tyrkerlandsk-turkmenske strukturspørgsmål (en operativ enhed af type II), bestående af AKH, ATH, MER og TH, med henblik på at tilvejebringe det nødvendige grundlag for det arbejde, som på det pågældende område udføres af organisationens institutioner under Centralkoordinationshovedstyrelsen.

Nærmere oplysninger kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke gives under de nuværende omstændigheder.

Ny central enhed for decentralisering

Generalsekretariatet meddeler, at der etableres en Centralkomité for decentraliseringsspørgsmål. Centralkomitéen, som består af AKH, ATH, KHB, MER og TH, får til opgave at overveje alle relevante spørgsmål vedrørende en bred medlemsinddragelse i organisationens fiskale procedurer og generelle beslutningsprocesser samt at tilvejebringe enhver nødvendig dokumentation deshenseende. Centralkomitéen forventes i sit arbejde i særlig grad at tage højde for visse nærmere afgrænsede epokers organisationspraksisser i det nære udland.

Organisationens medlemmer opfordres til uforfærdet deltagelse i centralkomitéens arbejde, idet alle henvendelser indsendes ad tjenestevejen igennem organisationens divisioner, kommandanturer og øvrige operative enheder af type I.

Centralkomitéen er en organisatorisk enhed af type II og er som sådan underlagt Generalinspektoratet v. generalinspektør MER.

Nye poster og høringssvar

Alle relevante FLDG-institutioner og -enheder følger nøje den aktuelle udvikling i Østersøområdet. Til fortsat fremme af organisationens indsats i denne region har organisationens kompetente institutioner derfor besluttet, at der oprettes en række nye poster:

  • AKH udnævnes til indsatsleder i Pommern, Kasjubien og Mellemste Østersø.
  • ATH udnævnes til kommissær for atomenergispørgsmål.
  • TH udnævnes til kommissær for baltiske sikkerhedsanliggender.

Den førstnævnte post har status som operativ enhed af type I (underlagt Generalkommandanturen), mens de to sidstnævnte poster har status som operative enheder af type II (underlagt Generalinspektoratet). Indsatslederen i Pommern, Kasjubien og Mellemste Østersø samt kommissæren for baltiske sikkerhedsanliggender optager ethvert nødvendigt samarbejde med Den Stående Komité for Østersøen/Baltikum.

Samtidig meddeles det, at FLDG afgiver følgende høringssvar til Polens Generaldirektorat for Miljøbeskyttelses igangværende høring i medfør af Espoo-konventionen i anledning af miljøkonsekvensrapporten for det kernekraftværk, som påtænkes opført ved Østersøen:

Henset til Republikken Polens ønske om strategisk energiuafhængighed såvel som nedbringelse af kulkraftens andel af energiforsyningen udtrykker FLDG hermed sit bifald til Polskie Elektrownie Jądrowes planer om opførelse af et trykvandsreaktorbaseret atomenergianlæg ved Choczewo.

Spørgsmålet har i FLDG’s organisation været behandlet af alle relevante institutioner og operative enheder, herunder Den Stående Komité for Østersøen/Baltikum; indsatslederen for Nordtyskland/vestlige Østersø; indsatslederen for Pommern, Kasjubien og Mellemste Østersø; indsatslederen for Sverige; indsatslederen for Letland; indsatslederen for Litauen; indsatslederen for Gotland; indsatslederen for Øland; Kommandantur Bornholm; Koordinationsråd Østdanmark/Hovedstaden; Overkommandantur Skånelandene; Overkommandantur Storkøbenhavn; Den Stående Komité for Sydfyn og Øerne; kommissæren for atomenergispørgsmål; og kommissæren for baltiske sikkerhedsanliggender.

Dette høringssvar er udstedt bl.a. i medfør af forfatningsrecessens § 66, stk. 1.

FLDG har ingen yderligere kommentarer.

Nye operative enheder og poster

Med henblik på en forstærket og bedre koordineret indsats på forskellige områder af nærmere afgrænset karakter har FLDG’s kompetente organer besluttet at foretage visse nyoprettelser af operative enheder såvel som afledte og/eller på andre måder hensigtsmæssige ændringer i allerede bestående operative enheder:

  • AKH, der allerede er indsatsleder i Ægypten, udnævnes til kommissær for koptiske anliggender. AKH udpeges tillige som indsatsleder i Litauen.
  • ATH‘s titel af indsatsleder i Nordtyskland/Østersøen ændres til indsatsleder i Nordtyskland/vestlige Østersø. ATH udpeges tillige som indsatsleder i Spanien.
  • TH udnævnes til indsatsleder på Gotland og indsatsleder på Øland samt kommissær for hansestædernes kulturarv.
  • Der oprettes en Stående Komité for Østersøen/Baltikum bestående af AKH, ATH og TH. Komitéen optager ethvert nødvendigt samarbejde med alle relevante enheder mv., herunder indsatslederne i Estland, Finland, Gotland, Letland, Litauen, Nordtyskland/vestlige Østersø, Sverige, Øland og Ålandsøerne, kommissæren for nordtyske told- og grænseanliggender, Kommandantur Bornholm, Koordinationsråd Østdanmark/Hovedstaden, Overkommandantur Skånelandene, Overkommandantur Storkøbenhavn, Den Stående Komité for Sydfyn og Øerne, kommissæren for hansestædernes kulturarv samt Analyse- og operationscentret for Skånelandenes befrielse.

De nye poster og enheder regnes for operative enheder af type I (underlagt Generalkommandanturen), idet dog posterne som kommissær for koptiske anliggender og kommissær for hansestædernes kulturarv anses for operative enheder af type II (underlagt Generalinspektoratet).

Nye skånelandske tiltag

Med henblik på en forstærket indsats i Skånelandene har FLDG’s kompetente organer foranstaltet en række organisatoriske tiltag:

  • Der oprettes en Kommandantur Bornholm/Hammershus med MER som kommandant. Kommandanturen indgår i den ligeledes nyoprettede Overkommandantur Skånelandene med MER som overkommandant. Enhederne er operative enheder af type I (underlagt Generalkommandanturen).
  • Den operative enhed Koordinationsråd Østdanmark/Hovedstaden (som også omfatter Skånelandene) omorganiseres, så rådet fremover består af AKH, ATH, MER og TH.
  • Der oprettes en ny enhed for at forberede arbejdet med at indføre passende operative og institutionelle tiltag (herunder mulige forandringer af forfatningsrecessen) med henblik på at fremme Danmarks genforening med de besatte dele af Skånelandene (Skåne, Halland og Blekinge), også henset til områdets nuværende og fremtidige demografiske beskaffenhed. Enheden benævnes Analyse- og operationscentret for Skånelandenes befrielse og er som enhed af type II underlagt Generalinspektoratet, men indordnes permanent under Gehejmeoperationsdirektoratet (jf. forfatningsrecessens § 37, stk. 3). Enheden bemandes identisk med Koordinationsråd Østdanmark/Hovedstaden og samarbejder med alle relevante institutioner og enheder, herunder Generalprokurationsmagistraten, Generalkommandanturen, Pestilenseindsatskommandoen, Generalakademiet, Det Særlige Nævn, Generaleksekutivdirektoratet, Generalkrigskollegiet, Overkommandantur Skånelandene og Kommandantur Bornholm/Hammershus mv.

Nye poster og indsatsområder

Den i går proklamerede forandring i organisationens ledelse har allerede kastet nye resultater af sig i form af en fortsat udbygning af FLDG’s organisatoriske apparat.

Således er det blevet besluttet at udnævne AKH til indsatsleder i Ægypten og hovedansvarlig for Hans Ø. KHB tildeles titel af chefobservatør for Danmarks diger og indsatsleder i Canada og udstyres desuden med titel af kabinetssekretær, idet dog først en kommende revision af forfatningsrecessen vil muliggøre offentliggørelse af yderligere oplysninger ang. sidstnævnte posts funktion og betydning; ved samme lejlighed vil posten forandres fra en operativ enhed af type II til en egentlig organisationsinstitution efter recessens bestemmelser. Endelig udnævnes ATH til indsatsleder i Neuengland og TH til indsatsleder på Helnæs. Se også siderne Ledelse og Struktur.

Forandringer i organisationens ledelse

Forstærket organisatorisk aktivitet hen over efteråret medfører nu forandringer i sammensætningen af organisationens ledende organer.

Forandringerne indebærer for det første, at organisationens øverste ledelse, Gehejmerådet, udvides til fremover at bestå af TH (formand), JDP (næstformand), SS, ATH (stedfortrædende næstformand), MER (2. stedfortrædende næstformand), KHB og AKH. Alle de nævnte har – foruden andre gradsbetegnelser – rang af gehejmeråd.

Endvidere ændres sammensætningen af organisationens daglige ledelse, Gehejmekabinettet, således at dette fremover består af TH, ATH, KHB og AKH, der således har rang af gehejmekabinetsråd.

Med henblik på at fremme kendskabet til FLDG’s organisatoriske struktur og ledelse udvides samtidig siden Struktur, der fremover vil rumme oplysninger om de organisatoriske organers sammensætning, og samtidig relanceres siden Ledelse, der opregner de ledende personers poster og titler.

Nyudnævnelser og nye poster

Efter en forstærket mødeaktivitet i FLDG’s sjællandske kommandostrukturer er det efter konsultationer på højeste plan blevet besluttet at foretage følgende udnævnelser:

Generaleksekutor m.m., konsistorialråd KHB udnævnes tillige til kommandant i den ved samme lejlighed oprettede Kommandantur Sydsjælland, der er en enhed af type I under Generalkommandanturen, jf. forfatningsrecessens §§ 33 og 35.

Kommissær uden portefølje, konsistorialråd AKH udnævnes tillige til kommandant over den nyoprettede Kommandantur Vesterbro/Kgs. Enghave, der ligeledes er en enhed af type I under Generalkommandanturen, jf. forfatningsrecessens §§ 33 og 35, idet kommandanturen indgår i den ved samme lejlighed oprettede Overkommandantur Storkøbenhavn, jf. forfatningsrecessens § 35, stk. 3. Endvidere indtræder AKH som dommer i Generalkammerretten og opnår derfor rang af justitsråd, jf. forfatningsrecessens § 16, stk. 4. Endelig udnævnes AKH til kommissær for nordiske anliggender, der klassificeres som en post af type II og dermed underlagt Generalinspektoratet, jf. forfatningsrecessens § 36, stk. 2.

Med disse og kommende forstærkninger af organisationens ledelsesstruktur kan FLDG se frem til fortsatte sejre i det Herrens år 2014. Godt nytår!