Undren i anklen, dunklen i pinden

D|o|G, 2020 | Dagbogsskrivning kan være et udtryk for en (selv)manipulatorisk eller selviscenesættende virkelighedsfremstilling; eller det kan være hudløst oprigtigt og så skarpt i sin ærlighed, at forfatteren selv kan have vanskeligt ved at forlige sig med det. Kun de største litterære skikkelser formår at forene de to, sådan som det sker i det seneste digt fra D|o|G – Diaper of Glory.

Undren i anklen, dunklen i pinden

Kære dagbog. I dag badede jeg under et forretningsmøde, og jeg må sige, at det gik forholdsvis godt, taget i betragtning at mødet foregik i en helikopter, som var ved at styrte ned.

Kære øjenlåg. Jeg har ikke sovet i næsten 52 år eller minutter, og nu er jeg forbundet med et disco-modem, som både starter og slutter lednings- og fantasimæssigt allernederst i min opadgående kontorsilo.

Kørende dugbåd. Jeg er næsten lam i min kuglepen efter at have skrevet stolper op og stolper ned om fordelene og ulemperne ved at tyre æ’vler i hovedet på forbipasserende vindstød.

Kyndige atomben. Jeg kravler forlæns imod en slimende bagerforretning, og efter alt at dømme kan jeg om cirka et kvarters tid udånde/betale foran dronningen af Danisco.

Kylende chatol. Jeg dresserer andre familiemedlemmer med spydige vers fra en afhugget Michelin-hals, imens elvere bomber mit cpr-nummer i tykt og tyndt!

Kløende lakrids. Jeg er så ked af alle diamanter, som ikke var klar til at blive fotograferet til sidste klassebillede, men jeg lover højt og helligt, at næste gang jeg bliver frosset ned, når vi prøver at komme i kontakt med min bank, vil dragen til din højre side blinke 4 gange, inden vi begge flimrer og smasker og elsker i en stor gråbrun seng af uforskammet mandelort.

Ha’ en forrygende dag!