Det talentløse talent
Tre minutter og elleve sekunder er den samlede varighed af de to numre fra White Rakkerpak-albummet Total abe, hvor verden stiftede bekendtskab med en af de mest centrale og enestående figurer i WR’s persongalleri: Hans Maling – imitatoren, der første gang dukker op i radioprogrammet “Interessante mennesker”.
Netop programmets titel er sigende i denne sammenhæng, fordi det allerede fra begyndelsen udstiller senmodernitetens systematiske og fantasiløst homogeniserende individdyrkelse, masseindividualismen, som Peter Sloterdijk rammende har kaldt det. I den herskende kultur, hvor utallige talentløse talenter alle vil være superstjerner og unikke, optræder det største talentløse talent af dem alle: manden, der af programværten introduceres som “eksperten i forskellige lyde”.
Allerede i udgangspunktet er “Interessante mennesker” dermed på nippet til at sige: Nej, mennesket er ikke interessant. Det er kun meget få mennesker, der er interessante, og Hans Maling har ingen grund til at regne sig iblandt dem, for at være ekspert i noget så banalt og ubestemmeligt som “forskellige lyde” er jo i sig selv ikke interessant; og snart viser det sig da også, at det, der gør Hans Maling så interessant, således er hans insisteren på at ville være interessant uden i udgangspunktet at være det. Han er interessant, fordi han ikke er interessant. På paradoksal vis transcenderer hans talentløshed simpelthen begrebet talent.
Den desperate jagt på anerkendelse
Hans Malings første ord i programmet er kendetegnende for hans videre optræden, idet han besvarer værtens hilsen med et “hej dér!”, fremført med den insisterende stemmeføring og det tilføjede “dér”, som i sin på én gang forstilt-kække, ubegrundede selvtillid og skrøbelige anerkendelsestrang snart viser sig karakteristisk for Hans Malings påtrængende samtaleform.
Værten beder som det første Hans Maling om at “sige som en gris”, og velvilligt responderer Hans Maling med et “Ja, okay dér!” og fremfører den første af de mange imitationer. Men formen er ganske anderledes end forventet; for i stedet for at gengive grisens lyd i form af et rigtigt grynt vælger Hans Maling nemlig at sige ordene “Gryynt, gryynt”. Den ellers simple opgave at gengive lyden af en gris mislykkes – bevidst eller ubevidst – idet selve gryntet erstattes af ordet “grynt”; en hjælpeløs påkaldelse af form i desperation over manglen på substans. Fremgangsmåden giver mindelse om Kierkegaards ironiseren over moderne filosoffers forgabthed i tomme former.[1]
Nok så væsentligt som den talentløse imitation er imidlertid, at Hans Maling med det samme tilføjer et “hallo!”. Efter at have demonstreret sin mangel på selv simple talenter reagerer Hans Maling således selv ved at forlange opmærksomhed og bekræftelse. Han jager anerkendelse af det, der ikke er noget værd, og som derfor ikke kan anerkendes; og da værten ganske rigtigt pointerer, at “det lød jo ikke rigtig som en gris, Hans”, slår Hans Malings desperation ud i lys lue med den vrede og dog lidet overbevisende trussel “Hva’ fanden, skal du ha’ smadder eller hva’, dér, mand?”
Vreden udvikler sig næsten til fjendtlighed, da Hans Maling udspørges om noget så ellers simpelt, som hvornår han opdagede sin evne til at sige “forskellige lyde”, idet Hans Maling svarer: “Ja, det ka’ jeg sgu da ik’ huske, din nar!” Ikke desto mindre går han uden videre med til at fortsætte imitationsindslaget, formentlig fordi hans eneste eksistensberettigelse over for såvel sig selv som omverdenen er den konstante bekræftelse og anerkendelse, der kun kommer, hvis hans angivelige talent sættes i spil.
Til formentlig de flestes overraskelse demonstrerer Hans Maling herefter, at han faktisk besidder en form for talent, blot ikke det, han var kommet i studiet for at fremvise. For udspurgt om sin yndlingslyd svarer Hans Maling, at det nok er “et papir, der er ved at flyv’ ud af et viindu’!”, hvilket han ledsager med en lyd af en helt ubeskrivelig karakter. Igen er der ikke tale om en faktisk gengivelse af lyden af en papir-defenestration (hvordan den ellers måtte lyde), men snarere om en gribende udfoldelse af Hans Malings inderste: en på samme tid savlende, råbende og inderligt desperat lyd. Det faldne menneskes livsvilkår udtrykt ved lyden af et papir, der er ved at flyve ud af et vindue.
Værten kan ikke undertrykke sin umiddelbare, menneskelige reaktion på lyden, idet han konstaterer, at “det lød jo altså mere som en gris, der bliver pulet bagfra”; men alligevel genvinder det systemtro mediemenneske med det samme kontrollen over sig selv og fingerer, at “det var meget flot”. Værtens på samme tid foragtende og sleske fremgangsmåde får måske læseren til at ihukomme Botho Strauß’ beskrivelse af postmodernitetens mediemennesker: ironiske og samtidig uærligt beroligende; kustoder i en verden, der ikke kan tages rigtigt alvorligt, men som samtidig skal bevares for deres egen skyld.[2]
Syndefaldet: fordømt i ønsket om at blive fri
I den følgende runde af lytterspørgsmål er det særligt værd at notere sig den første lytter, Claus, der beder Hans Maling om at sige som en abe. Hans Maling reagerer med en hæmningsløs, primal skrigen, idet han samtidig protesterer heftigt imod at blive kaldt en abe. Den postmoderne identitetspolitiske krænkelseskultur er således på profetisk vis inkarneret i skikkelse af Hans Maling: Dels reagerer han på en ikke-eksisterende krænkelse (eftersom lytteren ikke kaldte ham en abe, men bad ham sige som én, i overensstemmelse med hans angivelige evner som imitator), dels lyder han faktisk som en abe midt i det krampagtige forsøg på at undvige den påståede sammenligning.
Krænkelsen er ikke bare grundløs, men ligefrem ikke-eksisterende, og alligevel bliver den i samme moment indirekte retfærdiggjort og begrundet. Ved sit oprør mod loven, mod det gode, afslører mennesket sig på samme tid som en hykler og netop som en lovovertræder, en fjende af det gode. Mennesket påfører sig selv fortabelsen i det umotiverede og uinviterede forsøg på at undgå den.
Postmodernitetens besættelse af identitet afsløres som et resultat af netop mangel på faste identiteter, da værten tager afsked med den indtelefonerende lytter, Claus, som pludselig har skiftet navn til Carsten. Bevægelsen er altså fra identitetsfanatisme over identitetsdiffusitet og videre igen til egentlig identitetsopløsning.
Ekskurs: Lars Da-wung og armen i næsen
En delvis parallel til Hans Malings syndefald findes i det senere opfølgende nummer “Interessante mennesker 2”. Nummerets titel er i sig selv en yderligere demonstration af masseindividualismen, idet der nu ikke bare er tale om et fejlagtigt postulat (nemlig at de medvirkende er interessante personer), men tilmed også om en gentagelse, en seriel reproduktion af den postulerede “interessanthed”, hvor programindledningen endog tydeligvis er kopieret fra det oprindelige nummer “Interessante mennesker”.
I afsnit 2 høres det, hvordan en medvirkende (“en meget interessant person”) ved navn Lars Da-wung ikke er i stand til at få hele sin arm op i næsen, til trods for at netop denne tvivlsomme bedrift er det eneste rationale bag hans medvirken i programmet – hans adkomst til angiveligt at være “interessant”, hvilket han også selv understreger med sit råb om, at “det’ rigtigt! Det’ rigtig’ nok, det er!”
Ikke blot mislykkes Lars Da-wungs forehavende; samtidig med at han fejlagtigt påstår at gøre det, som han ikke kan (“Jeg putter den op i, øh, næsen lige nu!”), modbeviser han selv storheden i sin påståede (men altså falske) bedrift ved at tilføje: “Det’ en stor næs’, nemlig, ik’å?”, inden han frembringer en utydelig, skrigende lyd, der giver mindelser om Hans Maling.
Værten påpeger overraskende sobert, at Lars Da-wung kun har “halvdelen af den ene finger oppe i næsen”, men som forventet bider realiteterne ikke på denne postmodernismens discipel, idet Lars Da-wung responderer med et udsagn, der kunne være selve konstruktivismens credo: “Jamen, det kommer jo an på, hvordan man definerer en arm, ik’å?”, fulgt op af skingrende falsetlyde, der som et kor i en antik tragedie besynger den menneskelige fallit, som netop har vist sig.
I en tydelig parallel til udsmidningen af det faldne menneske fra Edens have hører vi her, hvordan værten som en vred og skuffet guddom erklærer, at den fortabte Lars Da-wung må forlade studiet; men i samme nu vil den opmærksomme lytter kunne høre en stemme i baggrunden, der som en dæmonisk slange hvisker: “Bare bliv ved!”
For hver ny omgang i den fortvivlende dødedans snor mennesket sig stedse mere ind i de bånd, som det forsøger at vikle sig ud af.
Malings angst og fortvivlelse
Den eksistentielle tomhed og rædslen over risikoen for den udeblivende anerkendelse når dog først sin kulmination i nummeret “Reklame for CD”, der foregiver at gøre lytteren bekendt med de mest ophøjede og mest populære af Hans Malings bedrifter – en syntese af kvalitet og kvantitet.
I en kakofoni af nonsens imiterer Hans Maling først “lyden af en taske” med tilhørende skrigende råb om anerkendelse af bedriften, hvorefter vanviddet skrues endnu en tak op med en imitation af en barbermaskine. Her er der faktisk tale om en reel imitation, men alligevel ledsages den af de hidtil måske mest groteske skrigelyde i nummeret.
Selv når Hans Maling her nærmer sig en realisering af sit beskedne talent, kan han ikke undlade at gå amok i sublimt hysteri; han er fanget i sine egne gerninger og kan ikke gribe chancen for at vende tilbage mod målet og gribe det gode, selv når det ellers træder frem og viser sig for ham og i ham.
En ny side af den trængte og martrede sjæl, der bor i Hans Malings formodentlig groteske legeme, viser sig i den følgende imitation, hvor det er, som om Hans Maling balancerer på en knivsæg imellem glæde og gråd; den skrigende desperado afløses overrumplende af en sagtmodig og spagfærdig stemme, da Hans Maling imiterer en bil med ordene “Vrøn-vrøn, hallo, dér, ik’å, mand? Hehe”.
Kravet om anerkendelse (“hallo, dér”) står ikke længere alene, men munder ud i en nærmest tryglende og frygtsom påberåbelse af lytterens velvilje, samtykke og nåde, da Hans Malings angst endelig ikke kan holdes inde længere, men må vise sig i et “ik’å, mand? Hehe”, fremført med en spinkel og bange barnestemme. Manden, som ikke kunne få opmærksomhed nok, er forvandlet til en lille dreng i skolegården, der dukker sig allerede inden det frygtede slag, og som kryber langs muren for ikke at falde i unåde og fare.
Som et omslag i en feberkamp varer spagfærdigheden dog kun til den næste imitation, hvor en hyperventilerende og skinger Hans Maling gengiver lyden af en cykelpumpe og med vanlig monstrøs råben tilføjer et “Hallo, dér!”, der får hans hårdtprøvede stemme til at knække over.
Niels Maling, den forpinte bror
Det mest tragiske aspekt af Hans Malings bizarre imitationsvanvid er muligvis det sidste indslag i nummeret “Reklame for CD”, hvor lytteren præsenteres for et “bonusnummer” i form af en duet imellem Hans Maling og hans indtil nu ukendte bror, Niels. Der er ikke længere tale om hverken faktiske eller fingerede imitationer – “duetten” er simpelthen modernitetens indholdsløshed udtrykt i abstrakt, koncentreret form. De to brødre siger i kor “Hiv-hiv-hiv” og runder af med et “dér!”, som allerede er kendt fra langt de fleste af Hans Malings replikker.
“Duetten” er imidlertid ikke et forsøg fra brødrenes side på at frembringe noget sammen, som de ikke ville kunne lave hver for sig. Frem for at tilføre en større kunstnerisk værdi til det i sig selv ubegrundede råb “Hiv-hiv-hiv” er brødrenes fremførelse i stedet blot en fordobling af indholdsløsheden, og det afsluttende “dér” cementerer, at det menneskelige fallitbo Hans er ved at trække sin bror Niels med sig ind i den mentale konkurs.
Hans Malings sjælelige insolvens bliver ikke reddet af Niels, men river tværtimod den forpinte bror med sig i faldet. Næsten i samme øjeblik, som “duetten” er slut, tilføjer Niels med smertende stemme: “Hallo, er vi færdige nu?” Herved afsløres det tilsyneladende, af Niels er blevet tvunget til at sidde i et studie og lave lyde sammen med sin bror Hans Maling til en CD. Han kan slet ikke lide at være der, men er mod sin vilje blevet indrulleret i den trøstesløse produktion af lyde.
Niels Malings skæbne er beseglet i kraft af hans bror, psykosegeniet Hans Maling. Hans og Niels skriver sig dermed ind i den lange række af søskenderelationer og -opgør, som væver sig ind og ud af menneskehedens historie.
Fra de gammeltestamentlige fortællinger må fremhæves Første Mosebogs beretning om striden imellem Kain og Abel. De to brødre optræder som de første efter Adam og Evas uddrivelse fra Edens have; straks efter at have mistet opholdstilladelsen i det jordiske paradis får Adam og Eva nemlig to sønner, agerdyrkeren Kain og fårehyrden Abel, og brødrenes indbyrdes rivalisering ender med Kains misundelsesdrab på Abel. Gud Herren konfronterer Kain med mordet og siger forfærdet, at Abels “blod råber til mig fra jorden” (1 Mos 4,10), og Kain står fortabt tilbage, knust under vægten af den skyld, han har påført sig selv.
Mens menneskehedens jordeliv efter tabet af paradiset begynder med et brodermord, kan man med stor ret sige, at Hans og Niels Malings indbyrdes forhold er en postmoderne variation af den brodermorderiske urmyte. Her er der godt nok ikke tale om et brodermord i egentlig forstand – en sådan grad af alvor synes ikke at falde nogen af brødrene naturligt – men snarere om et forspil, der ikke fører nogen steder hen, men blot går i ring.
Rollefordelingen er klar, men det, der i den episke original fremstod uforstyrret, bliver i postmoderniteten forstyrret, fordrejet og forplumret: Mens Abel var det i udgangspunktet retfærdige menneske, der blev et uskyldigt offer for broderens jalousi, fremtræder Hans Maling godt nok som det uskyldige, men dog samtidig gennemført utålelige menneske. Kain var kompleks: Han var grebet af forståelig frustration og harme over at se sine egne ofre til Gud blive tilsidesat til fordel for Abels (1 Mos 4,5), men samtidig begik han entydigt en uret ved drabet på sin bror; i postmodernitetens menneskeligt forsumpede version har Niels Maling ikke begået noget mord, men har omvendt heller ingen steder at søge forløsning – han har hverken identificerbar skyld eller reel tilgivelse, men blot en ubærlig mangfoldighed af lidelse uden begyndelse og ende.
Det syndige menneske kan oprejses fra sit fald, mens den gudløse senmodernitet ikke har plads til en tilgivende Gud, men kun til det kummerlige vrag af et selvynkende menneske. Før var mennesket syndigt; nu er det, som August Strindberg konstaterede i Et Drømmespil, “synd for menneskene”.
Stønnende søger den forpinte Niels at undfly sin uudholdelige skæbne med sit udbrud: “Hallo, er vi færdige nu?”, uden dog at have udsigt til at slippe fri, for de er først lige begyndt, og slutningen nærmer sig aldrig.
Kain kunne i sin fortvivlede skyld og nød søge tilflugt hos Gud Herren, der delvist tog ham til nåde og gav ham et håb (1 Mos 4,15); Niels Maling har derimod som den postmoderne, virkeligt fortabte udgave af Kain kun et tomt og nådesløst univers af eventuelle lyttere at råbe sin kvide ud i. Han har ingen andre fremtidsudsigter end at skulle tilbringe et evigt, håbløst helvede med at lave lyde til CD-optagelser med sin skrigende bror; et fortvivlende inferno af evige bonusnumre i al fremtid.
Brødrenes fremmedgørelse, fortabelse og forlis
Et særligt træk ved Maling-brødrene slutter cirklen i vores undersøgelse ved at bringe os tilbage til begyndelsen: brødrenes navn. I selve navnet Maling findes nemlig et koncentreret udtryk for det faldne menneskes tragedie; for i stedet for at tage navn efter en profession, sådan som mennesker igennem årtusinder har gjort det (Smed, Bager, Bonde osv.), har brødrenes forfædre ikke kaldt sig selv og deres efterkommere for Maler, men Maling. Frem for professionen har de valgt produktet – en endegyldig manifestation af den fuldkomne fremmedgørelse af mennesket; den menneskelige gerning er skubbet til side, og pladsen er overladt til den døde genstand, der nu optræder som de forliste menneskers navn.
Kristendommens drama udløses af menneskets (Adams) ønske om at blive som Gud, hvilket medfører menneskets fortabelse; ikke blot opnår mennesket ikke at blive guddommeligt – i en vis forstand mister mennesket samtidig sin sande menneskelighed, indtil Gud selv vender historiens gang ved at gøre sig selv til menneske (Kristus, “den anden Adam”) og føre det fortabte menneske frem mod den fuldendelse, der ellers var blevet afsporet ved faldet.
Malings postmoderne drama udspiller sig derimod i et i egentlig forstand håb–løst univers. I en vis forstand kan der end ikke stilles en diagnose, for dét at gennemskue problemet forudsætter, at man er klar over muligheden af et alternativ. I Malings postmoderne verden er der derfor end ikke nogen teoretisk mulighed for at anvise en kur, da selve problemet ikke kan rejses som sådan. Eller rettere: Hverken diagnosen eller kuren kan komme fra Malings egen verden, men må bryde ind udefra. Set indefra er der kun håbløshed og fortsat fortabelse; kun udefra kan frelsen modtages.
Noter
[1] F.eks. i afsnittet “Diapsalmata” i Enten–Eller, første del: “Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte lige saa skuffende, som naar man hos en Marchandiser læser paa et Skildt: her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae det rullet, saa var man narret; thi Skildtet er blot tilsalgs” (SKS 2, s. 41).
[2] Jf. Botho Strauß: Tiltagende bukkesang (tysk: Anschwellender Bocksgesang; dansk oversættelse v. Ken Joensen Farø i Nomos, 1. årg., nr. 1, 2003): “Den skælmsk smilende tv-værts fredelige verden: ”det farverige lille folk af prostituerede, narkomaner, tyske hausfrauen, asylansøgere og intellektuelle, som bor hyggeligt side om side med hinanden…””