Revision af forfatningsrecessen

Generalsekretariatet meddeler, at FLDG’s vedtægtsmæssige grundlag, forfatningsrecessen, er blevet revideret. Forandringerne omfatter bl.a. følgende:

  • Recessens kapitel I omdøbes til “Fundamentalkonstitutionelle bestemmelser”.
  • Organisationens retsvæsen inddeles i tre instanser, således at Generalkammerretten (der forbliver øverste og sidste instans) suppleres med Rådstueretten (første instans) og Overappellationsdomstolen (anden instans). De to domstole ledes af en rådstueretspræsident og en rådstueretsjustitiarius, hhv. en overappellationsdomstolspræsident og en overappellationsdomstolsjustitiarius. Når Rådstueretten fungerer som felttribunal, antager den navnet Krigsretten og tiltrædes af en felttribun (udnævnt af Generalkrigskollegiet), ligesom dens ledelse antager titlerne krigsretspræsident og krigsretsjustitiarius.
  • Der oprettes en ny institution med navnet Generaladvokaturen, der ledes af en generaladvokat, som varetager visse forberedende opgaver for de tre domstole.
  • Den tidligere generaladvokaturs opgaver varetages fremover af den nyoprettede institution Gehejmeadvokaturen, der ledes af gehejmeadvokaten.
  • Generaleksekutivdirektoratet er fremover (igen) ikke længere underlagt Generalinspektoratet.
  • Under Generaleksekutivdirektoratet oprettes et Kabinetssekretariat til varetagelse af visse opgaver. Kabinetssekretariatet ledes af den allerede tidligere udnævnte kabinetssekretær.

Ændringerne, der gennemføres iht. recessens § 48, stk. 2, omfatter kapitel I; § 6, stk. 2; § 11 a, stk. 2; § 14; § 15, stk. 1–4; § 15 a, stk. 1 og 2; § 15 b; § 16, stk. 1–4; §§ 16 a–c; § 17, stk. 1 og 2; § 17 a; § 26, stk. 1; § 26 a, stk. 1; § 27, stk. 1 og 3; § 28, stk. 1 og 2; § 28 a, stk. 1–4 og 6; §§ 36 a og § 37; § 38, stk. 1, 3 og 4; § 38 a; § 38 b, stk. 2 og 3; § 45, stk. 2; §§ 46 og 49; § 50, stk. 7; § 59; § 71, stk. 16 og 17, og træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

De af strukturforandringerne nødvendiggjorte nyudnævnelser vil blive kundgjort snarest, i hvilken forbindelse siderne Ledelse og Struktur vil komme til at afspejle forandringerne. Organisationsdiagrammet på siden Struktur er allerede opdateret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *