The sky so deep (in Heaven)

Da Poet, 2004 | Det strålende og helt igennem gennemarbejdede digt “The sky so deep (in Heaven)” viser den store udvikling, som er sket i såvel verden i almindelighed som hos Da Poet i særdeleshed; i dette melankolske og smukke digt anslås toner fra sjælens mørkeste dybder, der eo ipso udtrykkes som strejf af had og kærlighed fra familiens hengemte glemsel. Den stadige inddragelse af populærkulturen og den sublime kombination af denne med dyreverdenen, og hvad deraf følger, er et skærende udtryk for kunstnerens hengivenhed over for den europæiske kulturarv – men under konstant hensyntagen til kravet om gengivelse af den ubønhørlige storm, der har raset i kontinentets kunstneres hjerter og sind siden den universalromantiske periode.

The sky so deep (in Heaven)

Where is my luck?
In the garden
you say
but I don’t respond to that nonsense
whenever in a drunk position

The luck so deep I seek
in Heaven where only one man is
and that is not Michael Jackson
nor is it Susi
and/or Leo

For where is that luck
which I seek really in the sky so blue?
That luck may occur when the lady drops by
and asks me that question of hers which doesn’t rely on any others:
Did ya put it in right, baby?

The money I miss
isn’t in a Swiss bank;
it is in my heart
the place
where I keep secret stuff.

A monkey’s skin is beautiful,
many claim and mom agrees
but I find the monkey-turd ever so clean
for isn’t the nature so very nice in it self?
Yes it is.

Last night I called my fiancée
she called me a widow.
Life is mysterious.
Where is my bucket?
– gotta puke!

I hate your brother ever so much
’cause he loves his dog
that dog I hate
therefore this situation,
see?

What do I hate and what do I love?
Anyway not that brother of yours!
But when I find him in a forest, wounded
I will help him in the Heaven so beautiful.
So beautiful I am.