Forøgelse af den fiskale kapacitet

I forbindelse med visse rejse-, opholds-, orienterings- og aktivitetstiltag af ideologisk såvel som kulturel karakter har FLDG’s generalprokurør m.m. foretaget en donation af likvider i ungarske forint, hvorved organisationens formue er blevet forøget, idet der samtidig er sket en yderligere diversificering og risikospredning af den fiskale beholdning, herunder i henseende til valutakursudsving m.m.

Fiskusforvaltningen oplyser, at donationen, der har fundet sted efter tilskyndelse fra og i samråd med to af organisationens øvrige gehejmeråder (herunder formanden), har medført en stigning i den samlede beholdning af likvider og øvrige tilgodehavender på 1,6 %.

Omplacering af dele af organisationens likvider

Generalskat- og rentekammeret meddeler, at forandringer i pengemarkeds- og kapitalforrentningsforholdene har nødvendiggjort omfattende omstruktureringer af FLDG’s likvide beholdninger med henblik på at undgå uønskede følgevirkninger af det negative rentemiljø.

Generalskat- og rentekammeret har desårsag foranlediget, at Fiskusforvaltningen udtrækker ikke mindre end 99,67 % af det indestående beløb på organisationens bankkonto. Pengene vil i stedet blive anbragt under fiskalt såvel som sikkerhedsmæssigt betryggende forhold andetsteds, jf. forfatningsrecessens § 21, stk. 4.

Ændrede bankforhold

Til orientering for de mange, der står i fiskal forbindelse med FLDG, oplyser Generalskat- og rentekammeret, at der endnu en gang er ændringer i FLDG’s bankforhold.

FLDG’s konto blev oprindeligt oprettet i Eik Bank (tidl. Din Bank og Skandiabanken), der senere blev overtaget af Finansiel Stabilitet, solgt til Sparekassen Lolland, ændret til Finansbanken og siden Finansnetbanken, hvorefter den blev solgt til Jyske Bank; som konsekvens af sidstnævnte salg er banken nu integreret i Jyske Bank, således at FLDG’s bankforbindelse nu er Jyske Bank. Der sker indtil videre ingen ændringer i organisationens kontonumre mv.

Økonomiske bidrag fra udlandet

FLDG’s bankforbindelser har i de seneste år undergået en række tumultariske forandringer grundet fusioner og opkøb, men der synes nu igen at være faldet ro over de fiskale forhold.

I denne anledning er det således Generalskat- og rentekammeret en glæde at kunne meddele, at organisationen nu atter er i stand til at modtage bidrag fra udenlandske velyndere. Alle oversøiske rigmænd opfordres til at indbetale til FLDG’s konto, idet de nærmere oplysninger findes på siden Om organisationen.

Schweizerfranc-gevinst

Den seneste tids udvikling på valutamarkedet har, som det vil være valutarisk velinformerede læsere bekendt, medført en betydelig stigning i schweizerfrancens (CHF) kursværdi i forhold til euroen (EUR) og de til euroen knyttede valutaer, herunder den danske krone (DKK).

Det er derfor Fiskusforvaltningen (under Generalskat- og rentekammeret) en glæde at kunne meddele, at den nævnte udvikling i valutakurserne også er kommet FLDG til gavn takket være Fiskusforvaltningens fremsynede investeringsmæssige dispositioner.

Oplysninger om investeringernes og gevinstens størrelse skal indhentes efter proceduren om aktindsigt, jf. forfatningsrecessens § 6 a.